AI i gymnasiet - dannelse på spil

Hvis vi som lærere ikke underviser i, med og om kunstig intelligens, svigter vi vores kerneopgave. For dannelse i dag handler ikke kun om at tænke, men om at forstå maskiner, der tænker med.

Den nye elev i klassen

Kunstig intelligens er allerede en del af skolen. ChatGPT, CoPilot, og Gemini hjælper allerede nu elever med at forstå begreber, skrive opgaver og udvikle ideer. I klasselokalet er der nu altid en ekstra stemme.

En, der svarer hurtigere, men ikke nødvendigvis klogere.

Gymnasiet står derfor over for et afgørende spørgsmål:

Hvordan danner vi unge i en tid, hvor maskiner kan tænke med?

AI giver mulighed for mere individuel undervisning - en slags hjælpelærer, der altid er tilgængelig. (Lærer, hhx 2025)

Som lærer i tysk og historie mærker jeg udviklingen tæt på. I tysk har jeg f.eks. udviklet AI-træningsagenter, som eleverne bruger til at øve eksamensgenrer, repetere kernestof og styrke deres sproglige præcision. Agenterne kan simulere mundtlige eksamener, forklare grammatiske regler, og give øjeblikkelig feedback på faste vendinger eller struktur.

Det betyder, at eleverne kan træne uden at være afhængige af min tilstedeværelse, og at jeg som lærer får et nyt pædagogisk rum: Jeg kan observere, hvordan de bruger teknologien, og derefter arbejde målrettet med deres fejl, refleksioner og strategier.

Jeg bruger også selv AI som en sparringspartner i min planlægning. Jeg har skabt forløbplanlægningsagenter, der hjælper mig med at opbygge den røde tråd i mine forløb, sikre sammenhæng til læreplaner og vejledninger, og stille kritiske spørgsmål til mine egne didaktiske valg. AI fungerer her som en professionel medtænker, der hjælper mig med at holde mig inden for skiven, men som jeg også kan udfordre, når jeg vil bryde mønstre eller skabe forløb, der vækker elevernes historiske nysgerrighed.

AI som læringens forstærker

I mine egne undersøgelser blandt kolleger svarer over 75 % at de allerede har brugt AI i undervisningen. Mange oplever, at teknologien kan styrke fagligheden og elevernes motivation.

Eleverne får en stemme, vi kan forstå. De tør spørge mere, fordi AI ikke dømmer. (lærer, dansk og engelsk)

AI kan - brugt rigtigt - frigøre læreren, ikke erstatte ham eller hende. Forskeren Erik Brynjolfsson (2022) kalder dette the augmentation pathway: teknologien skal forstærke menneskelig tænkning, ikke erstatte den.

Tre pædagogiske potentialer

• Feedback og forståelse: AI kan give øjeblikkelig respons, som læreren kan bygge videre på.

• Kreativitet: Eleverne kan bruge AI til at afprøve ideer, stilarter og perspektiver.

• Kritisk refleksion: Elever kan sammenligne deres egne svar med AI's og diskutere forskelle.

I fag som tysk åbner AI for nye måder at arbejde med sprogtilegnelse på. Eleverne kan skrive dialoger, analysere fejltyper og eksperimentere med stilniveauer. Når AI bruges til sproglig træning kan det skabe et trygt rum, hvor eleverne tør prøve sig frem uden frygten for at fejle foran kammeraterne. Samtidig giver det læreren data og indsigt, der kan bruges til at differentiere undervisningen.

AI bliver dermed ikke en genvej til svar, men en vej til at forstå, hvordan viden skabes.

Når læring bliver algoritmisk

Men teknologien udfordrer også det pædagogiske fundament.

AI producerer ikke blot svar - den producerer verdensbilleder.

Forskere som Andreas Birkbak og Hjalmar Carlsen (2016) beskriver, hvordan algoritmer fungerer som "offentlige embedsmænd": De sorterer og rangerer, hvad der fremstår som vigtigt og sandt.

Når eleverne søger forklaringer, får de altså en beregnet version af verden.

Eleverne snyder, men endnu værre: de tænker ikke selv. (lærer, samfundsfag)

En del af lærerne i min undersøgelse udtrykker netop denne bekymring: at elevernes refleksion erstattes af kopiering.

Som Bruno Latour (2005) skriver, skaber teknologier både problemer og løsninger, de ændrer, hvad det betyder at handle.

Derfor må vi spørge: Hvordan bevarer vi menneskelig dømmekraft i en algoritmisk skole?

I min undersøgelse fremgår det tydeligt, at flere lærere oplever, at AI truer relationen til eleverne:

Relationsarbejdet lider, fordi eleverne søger svar hos maskiner i stedet for mennesker. (lærer, historie)

Denne observation peger på et dannelsesdilemma. Hvis læring reduceres til effektivitet, mister vi det sociale og eksistentielle aspekt af undervisningen. Det, hvor vi opdager verden sammen.

Læreren som teknologisk dannelsesleder

AI kræver, at læreren indtager en ny rolle - som dannelsesleder i en digital kultur.

Det indebærer tre dimensioner af undervisning:

1. Undervisning i AI - forstå teknologiens logik: data, bias, etik.

2. Undervisning med AI - brug teknologien som didaktisk redskab.

3. Undervisning om AI - diskutér dens samfundsmæssige og kulturelle betydning.

Læreren bliver således både faglig vejleder og teknologisk etiker. Det kræver, at lærere selv tør eksperimentere og fejle. Når eleverne ser, at læreren ikke har alle svarene, men undersøger sammen med dem, skabes en ny form for autencitet i undervisningen.

Pernille Kræmmergaard (2019) påpeger, at digital transformation kræver et dobbelt blik: ét på værktøjerne og ét på værdierne.

For gymnasiet betyder det, at AI ikke må blive mål i sig selv, men et middel til dannelse.

Det er lærerens ansvar at omsætte teknologien til dannelse. Ikke ved at forbyde AI, men ved at skabe læringsrum, hvor den bruges meningsfuldt og kritisk.

Eleverne: Hjælp mig med at forstå, ikke bare bestå

I min elevundersøgelse (n=155) svarer næsten 90 %, at de bruger AI i skolearbejdet, og hver fjerde "næsten altid".

De oplever især forståelse, struktur og tidsbesparelse som fordele:

AI hjælper mig med at forstå opgaver og skrive bedre. (elev, 2.g.)

Men de er også bekymrede. 28 % frygter at miste egne færdigheder, og 25 % peger på fejl og misinformation.

Jeg bruger AI næsten altid, men jeg ved ikke, hvornår det er for meget. (elev, 3.g)

Når de bliver spurgt, hvordan skolen bedst kan støtte dem, efterlyser de "konkrete værktøjsanbefalinger" og "undervisning i kritisk brug".

Med andre ord: Eleverne vil ikke blot bruge teknologien - de vil forstå den.

Denne dobbelthed - fascination og frygt - illustrerer, at eleverne befinder sig midt i en ny læringskultur. De efterspørger vejledning, ikke kontrol. De vil gerne bruge teknologien, men med mening. Her ligger gymnasiets store mulighed: at skabe læringsmiljøer, hvor AI bliver en anledning til at tale om etik, refleksion og ansvar.

Dannelse som modstand

Gymnasiets opgave har altid været at danne kritiske og selvstændige borgere.

I en AI-tid betyder det at kunne tænke sammen med maskiner, men også imod dem.

John Dewey (1927) understregede, at et demokratisk samfund kræver borgere, der står de medier, hvorigennem viden cirkulerer.

I dag er de medier ikke radioer, men algoritmer.

Dannelse handler derfor om at kunne gennemskue teknologiens logik, og tage stilling til dem.

For nok kan AI tænke hurtigere end os, men den kan ikke tænke for os.

Dannelse bliver i denne sammenhæng et udtryk for modstand - ikke mod teknologi, men mod overfladiskhed. Det handler om at skabe elever, der kan stille kvalificerede spørgsmål, snarere end at finde hurtige svar. Det er netop den evne, AI aldrig kan efterligne: at forbinde viden med etik, og refleksion med handling.

Ledelse af læring - ikke teknologi

Både lærere og elever i mine undersøgelser efterlyser det samme: klarhed og tryghed.

Lærerne ønsker fagrettede kurser og tydelige retningslinjer; eleverne efterspørger undervisning i kritisk brug.

Digital transformation i gymnasiet er derfor ikke et spørgsmål om IT, men om pædagogisk ledelse.

Det kræver:

• Etik bevidsthed

• Refleksiv praksis

• Kollektiv kultur

Når skolen tager lederskab for dannelsen, kan AI blive et redskab for refleksion - ikke erstatning for den.

Ledelse i denne kontekst handler ikke om at styre, men om at sætte retning. En god leder giver lærere og elever mulighed for at eksperimentere med AI uden frygt for fejl. For fejl er i virkeligheden det, vi lærer mest af, også når det handler om maskiner.

At lære med maskiner

AI ændrer ikke blot, hvad vi lærer, men hvordan vi lærer.

Det stiller os over for et afgørende valg: Vil vi bruge teknologien til at udvikle dømmekraft eller til at automatisere tænkning?

Bruno Latour (2010) skriver, at vi ikke kan ændre teknologien udefra. Vi må forstår den indefra for at forme den.

Det er netop gymnasiets nye opgave: at danne mennesker, der kan bruge, forstå og - når det kræves - modsige maskinerne.

I sidste ende handler det ikke om AI's muligheder, men om vores valg. Teknologien sætter scenen, men vi skriver manuskriptet.

AI kan være katalysator for en ny skole, hvis vi tør insistere på menneskelig dømmekraft som skolens egentlige formål.

Referencer

• Birkbak, A., & Carlsen, H. (2016). The Public and its Algorithms. Routledge.

• Brynjolfsson, E. (2022). The Turing Trap. Daedalus, 151(2).

• Dewey, J. (1927). The Public and Its Problems. Henry Holt & Co.

• Kræmmergaard, P. (2019). Digital transformation. 10 evner din organisation skal mestre - og 3 som du har brug for. Djøf Forlag.

• Latour, B. (2005). Reassembling the Social. Oxford University Press.

• Latour, B. (2010). MACOSPOL Teaser – English version. Vimeo.

• Egen undersøgelse af lærere (n=54) og elever (n=155) i gymnasieskolen, 2025.

Epilog: Læreren som professionel i en ny tid

At arbejde med AI i undervisningen har også ændret mig som lærer. Jeg er ikke længere kun formidler af viden, men en kurator, facilitator og medundersøger. AI har tvunget mig til at stille spørgsmål til mine egne didaktiske vaner og til at genoverveje, hvad det vil sige at være en kompetent lærer i 2025.

Min erfaring viser, at teknologien ikke mindsker behovet for læreren. Den øger det. Jo mere avancerede værktøjer eleverne får adgang til, desto større bliver behovet for menneskelig dømmekraft, kontekstualisering og etisk vejledning.

At integrere AI i undervisningen kræver nye kompetencer: forståelse for datalogik, evne til at formulere præcise prompts, digital dømmekraft og - ikke mindst - mod til at udforske. Det handler ikke om at blive teknolog, men om at blive en mere reflekteret pædagog.

Den vigtigste læring for mig er, at AI ikke ændrer læringens kerne. Den synliggør den. Den minder os om, hvorfor vi er her: for at danne mennesker, der kan tænke, tvivle, spørge og forstå.

AI kan hjælpe os med meget, men den kan aldrig erstatte den menneskelige nysgerrighed, der driver undervisningen fremad. Den skal vi fortsat værne om, og udvikle i takt med tiden.