Lars Løbner Hansen
Foreningens blad udkommer i en tid, hvor man for alvor kan mærke, at folk generelt og helt bestemt eleverne viser en ekstra interesse for historien. Med Ruslands udvidede invasion af resten af Ukraine oplever Europa igen en tilgang til verden og et syn på nationer, der for de fleste hører netop en anden tid til.
Jeg var selv midt i et forløb om første verdenskrig, hvor der for alvor var sammenstød mellem nationalisme, imperiedrømme og en overdreven tro på egne fortræffeligheder. Som historielærer, bliver man ofte spurgt om, hvad man tror, der kommer til at ske nu. Vil krigen sprede sig? Vil NATO blive aktivt involveret i krigen?
Eleverne kan fint forstå, at der ikke kan tegnes direkte sammenligninger mellem hver foregik i henholdsvis første og anden verdenskrig og så til den krig, der nu udspiller sig i Europa, men de kan fint forstå, at der er temaer, der går igen.
Det er jo også tydeligt, at Vladimir Putin selv er sig sit lands historie meget bevidst, og måske er det hans ønske at efterlade en arv, der vil sikre ham en plads i vore historiebøger. Vi håber, at han ikke er alt for ligeglad med, hvor stort det aftryk bliver.
Foreningen har altid tilstræbt at lave kurser, der fanger emner, tendenser og konflikter, der er aktuelle. Enten fordi, det er noget, der rører sig i verden, eller der er noget, der ligger i nye bekendtgørelser. Med forårets kursus i netop en begyndende kold krig og forholdet mellem øst og vest, har vi ramt mere plet end vi kunne have forudset.
Det er altid en pædagogisk fordel, at man kan gøre sin undervisning relevant for elevernes forståelse af deres egen samtid og mulige fremtid, men det er i disse tider ikke rart, at det sker på en baggrund, der viser, at de fortidige imperialistiske krigsherrer ikke er en størrelse, der hører fortiden til.
For de af os, der husker den kolde krig, er det meget skræmmende, hvor hurtigt Putin har været til at antyde sin villighed til at bruge atomvåben. Las os håbe, at vi snart vil kunne undervise i denne konflikt som noget, der hører fortiden til, uden at der er sket andet, end at det var den sidste krampetrækning fra sovjettidens drømme om eget imperium.