top of page

Medlemsblad sendt til tryk

Opdateret: for 6 dage siden

Kære medlem, snart sidder du med det seneste nummer af FHH medlemsbladet - denne gang uden ’CLASSIC’, da alt er nyt i den kommende udgave. Det er sjældent, at vi kan nå at skrabe så meget nyt sammen til én udgivelse, så nyd det, så længe det varer. Som noget nyt, kan vi fortælle, at ’Det Kgl. Bibliotek’ nu har fået registreret bladet i deres systemer, så såvel de trykte som digitale udgaver kan findes på <www.kb.dk>. Det styrker en lille forenings ego...


I det seneste års tid har foreningen også fået et nyt domæne <hhxhistorie>, så mail og hjemmeside kører langt bedre end tidligere. På den nye hjemmeside har vi bestræbt os på at gøre det så simpelt som muligt. Derfor er medlemssiden forsvundet, og i stedet har vi et frit tilgængeligt arkiv. Her finder I alle foreningens dokumenter - herunder samtlige medlemsblade fra 1993 til idag! En stor tak skal lyde til foreningens tidligere revisor Jørgen Klærke, der inden sin pensionering fik scannet hele det trykte arkiv af blade og sendt til foreningen. Det har været sjovt at gennemlæse de gamle blade, og ført til, at vi nu har en næsten komplet liste på hjemmesiden over gamle kurser og deres indhold.


Fra kassereren skal der lyde en stor tak til medlemmerne. Kontingentbetalingerne er forløbet utroligt let i år - alle har responderet og fået betalt. Foreningens nye regnskabssystem <Dinero> gør det nemt at administrere foreningens medlemmer og økonomi.


Kommende blad indeholder først referat fra årskurset i november, efterfulgt af foreningsregnskabet. Det fulde regnskab kan findes på hjemmesiden under ”Arkiv”. Formanden har herefter ordet, hvor han beretter om foreningens arbejde og hvad der mon er i vente for historiefaget. Herefter følger første bidrag fra årskurset i november med professor Jakob Egholm Feldts artikel ”I krigens skygge” om de dybe spor, som konflikterne har sat sig i israelernes kollektive erindring. Herefter åbner vi op for noget nyt, nemlig et par debatindlæg. Først om AI i historiefaget i Allan Baisgaards indlæg om erfaringer, tanker og forslag til AI-brug i faget. Indlægget indeholder også en AI-opskrift (på nydansk: en prompt), som forhåbentligt vil vække glæde ude på lærerværelserne, nu hvor vi ikke venter på Godot, men på UVM. Dette indlæg efterfølges af Sune Buur Ogilvies opråb til sig selv og fagfæller ”Hvad skal vi egentlig med historiefaget på hhx”, hvor han efterlyser en debat om, hvad faget er og hvad eleverne skal kunne. I samme lettere mavesure tone følger redaktørens betragtninger om østrigsk og japansk erindringshistorie anno 2024. Læs bladet her.


Skulle alle herlighederne i nærværende blad have vækket din trang til at deltage i fagets udvikling, så tøv ikke med at skrive til foreningen med din idé. Så er det måske dig, der kan fylde næste nummer af FHH.

God fornøjelse med det kommende blad.

/Redaktøren


PS: HUSK AT SÆTTE KRYDS I KALENDEREN!

ÅRSMØDE I FLENSBURG D. 20.-21. NOVEMBER 2025

MERE INFO FØLGER SENERE

 
 

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page