top of page
Søg

Forløb: industrialisme og revolution i vor tid

8. sep.
8 min læsning

Fra istiden til 1780’erne var det globale BNP ret konstant, hvorefter det begyndte sin dramatiske vækst. Forandringen forbindes især med damp og mekanisering, og derfor er det netop i undervisningen om det 18. og 19. århundrede, at temaet ”Den industrielle revolution” har mejslet sig ind. Dette indlæg kommer med et alternativt bud på, hvad et forløb om revolutionær industrialisme kan dreje sig om.

 

Jeg havde mod skoleårets afslutning besluttet mig for at undervise 3.g-eleverne i et emne, der retter sig særligt imod deres HHX-profil. Overskriften var ”Den amerikanske økonomi 1975-2025”. Det ville være en gylden sidste mulighed for at bryde igennem som deres åndelige vejleder og mentor.

Der var lagt op til en tour de force gennem USA's økonomiske historie i nyere tid. Det hele startede da også lovende med en gennemgang af monetaristernes vellykkede bekæmpelse af stagflationen omkring 1980. Den fortælling fremstod teknisk, så den gav et indtryk af økonomisk historie som en objektiv videnskab. Statistisk materiale er der nok af for dem, der gerne vil genopleve 70’er-depressionen på egen krop, og så er der jo Laffer-kurven og Morning in America-reklamen til at illustrere 'reaganomics'.

Men efterhånden som denne meget makrofikserede tilgang også skulle bære os gennem 1990'ernes boom og 'dot.com-krisen', begyndte et dystert billede at tegne sig. Jeg blev ramt af det berømte Wile-e-Coyote-øjeblik, hvor læreren indser, at han ikke har fast grund under fødderne. Og da vi nåede frem til finanskrisen og Keynes’ tilbagevenden på den politiske scene, stod tristheden malet i elevernes ansigter. Det var klart, at vi ikke var kommet ind til essensen af tingene.

Det gik op for os (ok, mig), at økonomiens periodiske op- og nedture kun kunne tjene som en ramme for den mere langsigtede vækst, temaet egentlig burde dreje sig om. Fokus skulle være mere samfundsmæssigt og ikke bare kredse om flygtige økonomiske indikatorer.


Vidensøkonomi som industrialisme

Jeg valgte at trække den ret udbredte forestilling om den postindustrielle vidensøkonomi som en tredje industriel revolution ind i forløbet. Det skulle vise sig at være en pædagogisk genistreg, da det tilføjede forløbet flere aspekter og gav mulighed for fordybelse.

Vidensøkonomien i USA drejer sig om udvikling af epokegørende informationsteknologi og medicinalvarer. Den slags kan være svært at illustrere grafisk for eleverne, sådan som man kan med dampmaskiner og fabriksanlæg. Den revolutionære teknologi er jo i vidt omfang skjult for det blotte øje i lukkede kredsløb og reagensglas. Men vidensøkonomien drejer sig også om samfundsvisioner, politiske satsninger og nye sociale klasser. Og så er markedsføringen og det kulturelt betingede forbrug af vidensprodukter direkte relevant for elevernes forståelse af deres egen teknologitunge hverdag.

De standarder, der ligger til grund for forestillingen om en tredje industriel revolution, knytter an til den første (britiske) og den anden (amerikanske og tyske) industrielle revolution. Her var jeg hæmmet af, at vi ikke havde gennemgået nogen af dem, men det lod sig gøre at opsummere dem og udlede grundprincipperne:

·      Teknologisering og højere produktivitet (højere levestandard)

·      Nye sociale klasser som følge af nye arbejdsformer

·      Øget international samhandel og arbejdsdeling

·      Sociale omkostninger i form af større ulighed, monopoler og siden også miljøproblemer

Associationen til tidligere industrielle revolutioner gav eleverne indtryk af, at der var noget afgørende på spil.

 

I ungdomsoprørets ånd

For at få lidt mere kultur at læne forløbet op ad, italesatte jeg også de sociale idealer, der siden 1960erne har inspireret og informeret videnssamfundet. Det drejede sig nemlig ikke kun om at øge produktiviteten. Udbredelsen af personlige computere, internet og søgemaskiner blev i vidt omfang iscenesat som et ekko af techno-hippiernes mantra om at skabe ”access to tools” og gøre objektiv viden tilgængelig for folket. Heri lå IT-entreprenørernes revolutionære opgør med autoritære institutioner som stat, universiteter og større virksomheder. Et løfte om, at alle, uanset baggrund, selv ville kunne øge deres humane kapital og derved udligne traditionelle klasseskel. Det indebar en reference til oplysningsfilosoffer og encyklopædisters ide om, at viden er magt.

Denne baggrundsfortælling om ”frigørelse af viden” gav sjæl til den kommercielle branding af periodens informationsteknologiske innovationer. Vores analyser af, hvordan de gennem reklamer og PR blev push’et til erhvervsliv, skoler og hjem blev dermed også dybere. Vi inddrog Apple-reklamerne ”A new kind of bicycle” og ”1984”, et interview med Wikipedia-stifteren Jimmy Wales, og Googles ”Don’t be evil”-manifest.



Søgemaskinen Googles simple interface fra 1999 repræsenterede idealet om fri information ved ikke at være tilplastret med bannerreklamer. Google mistede kort efter sin uskyld og blev også en reklamevirksomhed, men det kunne man ikke se af forsiden, der forblev den samme.

 

Det politiske sats

Vidensøkonomiens politiske fortælling starter under 1970'ernes krise, hvor dens idealer inspirerede forsøg på at skabe langsigtet vækst.  USA led dengang under, at centrale produktionsvirksomheder, især indenfor biler og forbrugerelektronik, ikke kunne konkurrere med den model, man havde skabt i Japan. Dér havde staten via et særligt ministerium (MITI) udset sig brancher og virksomheder, som den satsede målrettet på. Dermed blev det muligt for Toyota, SONY og andre at erobre store dele af det amerikanske marked. Hæderkronede amerikanske virksomheder som Ford, General Motors, RCA og Motorola var for alvor på hælene.


En ny og mere avanceret amerikansk industrialisme var derfor, hvad der var behov for.  Det virkede som et attraktivt alternativ for politikere i begge partier at sætte mikrochips og medicinallaboratorier i centrum. I første omgang blev det til en 1980-lov om overdragelse til private af patenter baseret på offentligt finansieret forskning. Dette var helt i afreguleringens tidsånd, og det skulle få stor betydning for markedet for medicinalvarer.


Især erhvervsvenlige, teknologioptimistiske ”Atari-Demokrater” som Gary Heart og Albert J. Gore troede på nødvendigheden af en ny vej. De havde fået nok af de mange historier om sure industriarbejdere og fagforeninger, strejker, redningspakker og forurenende skorstene. Fra midt-1980'erne begyndte de at formulere en ny industriel politik målrettet entreprenørdrevne, vidensindustrielle startups og baseret på idealet om lige adgang til information. Den slog igennem i 1990'erne med frigørelsen og demokratiseringen af internettet og den føderale udbygning af the information superhighway. Bill Clinton-administrationens globaliseringsstrategi var også et element i denne nyindustrielle politik. NAFTA-aftalen i 1994 drejede sig nemlig ikke blot om at modvirke inflation, men også om at få gamle, problemfyldte industrier ud af landet og udnytte USA's relative fordele indenfor vidensøkonomien.


Clintons langsigtede ”investering i mennesker”, dvs. i human kapital som sundhed og uddannelse, skulle bane vejen for et nyt arbejdsmarked uden obstruerende fagforeninger. Det blev overladt til Hillary Clinton at gennemføre en sundhedsreform, mens arbejdsminister Robert Reich skulle tage hånd om de mange industriarbejdere, der nu skulle omskoles til at varetage mere produktive jobs. Tiden var dog endnu ikke politisk moden til en universel sundhedsforsikring, og det viste sig vanskeligt at tilpasse ufaglærte til vidensarbejdet. Velvoksne mænd der blev arbejdsløse, efterhånden som Detroits bilproduktion flyttede til Mexico, kunne ikke umiddelbart forventes at trække i Silicon Valley-hoodies eller lære at drikke kaffe latte i Seattle.


Vi arbejdede med  debatten om NAFTA og Kinas WTO-medlemskab. Kilder af Ralph Nader, Pat Buchanan og Bill Clinton er i denne forbindelse værd at arbejde med. De afspejler bekymring for industriarbejdernes fremtid og landets suverænitet, og på den anden side Clinton-regimets tro på, at det hele nok skulle gå. De giver eleverne en kontekst for at forstå 2000’ernes og senere trumpismens reaktion imod den politiske elite og globaliseringen.


The New Economy

I slut-1990'erne begyndte produktiviteten at stige over en længere periode. Det var ikke sket siden 1960'erne, og man talte nu åbent om vidensøkonomien som en tredje industriel revolution. Denne optimisme blev indkapslet i regeringens og centralbankchef Alan Greenspans optimistiske begreb The New Economy. Ved et pudsigt sammentræf – eller måske ikke - vandt begrebet udbredelse, netop som IT-aktiemarkedet gik amok i disse år.  Til gengæld hørte man ikke meget mere til det bagefter. Optimismen dykkede på grund af 00’er-kriserne og krigen imod terror, men også fordi tidens teknologiske innovationer ikke var epokegørende nok til at fastholde produktiviteten. Web 2,0 med sociale medier og brugergenereret indhold var for eksempel langt mere rettet imod underholdning og kommunikation i privatlivet end produktivitet på arbejdspladsen. Det samme kan man nok sige om Apples stribe af innovative hardware-produkter, der blev lanceret i 2000'erne: iPod, iPhone og iPad.

Jo mere forløbet kom til at dreje sig om det nye årtusind, jo mere kritisk blev vores tilgang til ideen om en tredje industriel revolution. Dette underbyggede vi med produktivitetsstatistikker og historikeren Robert Gordon, hvis TedTalk fra 2012 vi så.

 

”The defining challenge of our time”

Vi arbejdede også med sociale idealer og realiteter i perioden. Techno-hippier som Steward Brand og Steve Jobs forestillede sig, at den sociale ulighed ville svinde over tid. På den måde ville vidensøkonomien transcendere kapitalismens love.

Mere ædruelige eksperter, heriblandt økonomer som Peter Drucker og SBTC-folkene, mente dog ikke, at det var tilfældet. Men også deres forventning var, at den nye industrialisme ville udspille sig fundamentalt anderledes end de historiske industrielle revolutioner. Kapital-ejerskab blev således ikke spået at blive en dominerende faktor i at skabe ulighed. De forventede i stedet, at den stærke opdeling ville være mellem mennesker med og uden college-uddannelse.

 


Google NGram (nederst) sporer brug af begrebet The New Economy tilbage i tiden. The New Economy blev meget brugt under 1990'ernes ekspansion, og det var tidsmæssigt nært forbundet med IT-aktiernes himmelflugt.


Denne human kapital ville give vidensarbejdere en helt anderledes stærk forhandlingsposition overfor deres arbejdsgivere, end ufaglærte industriarbejdere havde haft i tekstilbranchen, kulminerne eller på Fords fabrikker. Det tegnede endnu i start-2000'erne da også til, at stor efterspørgsel på vidensarbejdere ville skabe en ny og stærk middelklasse. Der blev leflet for dem med vellønnede, spændende og endda ”sjove” jobs som eksempelvis softwareprogrammører og dataloger (tænk Googleplex og Facebooks kontorer).


Samtidig oplevede man en stærk strøm af avishistorier om ufaglærte industriarbejdere, hvis jobs gik tabt til globalisering og automatisering. Men vidensøkonomien ville, ifølge Drucker, også være kendetegnet ved en underklasse af servicearbejdere til at betjene den nye middelklasse.  Og 2000'erne oplevede da også stor efterspørgsel på personale indenfor eksempelvis rengøring, fast food og sygepleje, uden at sådanne brancher oplevede væsentlig lønfremgang. Gig-økonomien opstod med app-baserede småjobs som taxichauffører og madudbringere, der heller ikke var synderligt velbetalte. En lang uddannelse virkede alt i alt som den sikre vej til det gode liv.


Nogle må derfor have fået kaffen galt i halsen, da de en morgen i 2012 vågnede op til nyheden om den franske ulighedsøkonom Thomas Pikettys seneste intellektuelle bedrift. Hans bog, Capitalism in the 21st Century pegede nemlig på, at tidens store sociale kløft slet ikke skulle findes mellem en middelklasse af veluddannede og kreative vidensarbejdere, og på den anden side en underklasse af ufaglærte og dem med kortere uddannelser. Den bestod i stedet mellem de 1% rigeste og den øvrige pøbel.


Desillusion med vidensøkonomien som en udlignende kraft bredte sig ydermere, fordi de ultrarige, der trak uligheden op, for en stor dels vedkommende byggede deres rigdom på netop IP-rettigheder til vidensteknologi. I 2013 kaldte Barack Obama ulighed ”the defining challenge of our time”. Men denne ulighed havde tilsyneladende ikke meget at gøre med uddannelse og vidensarbejde. Kapital-ejerskab var blevet langt mere afgørende.


I denne del sammenholdt vi Pikettys statistikker med Gini-koefficienten, som eleverne allerede kendte fra faget International Økonomi. Gini viser, at den amerikanske ulighed flader ud i 2000’erne. Piketty konkluderer det modsatte. Vi talte også om Tea Party-bevægelsen og Occupy Wall Street som reaktioner på stigende ulighed.  

 

Nutidens techno-hippier

Forløbet viste eleverne, at vidensøkonomien indtil videre ikke på en overbevisende måde har levet op til idealet om en industriel revolution.


Til gengæld viste det også, at historiefaget ved at skabe kontekst kan italesætte den verden, eleverne dagligt oplever og tager for givet. Vi forsøgte afslutningsvis at relatere den amerikanske fortælling til 3.g’ernes egen erfaring. Lange videregående uddannelser havde måske ikke mistet deres tiltrækningskraft, men eleverne var nu bevidste om, at de som vidensarbejdere en dag ville gøre sig til  tjenere for en ulighedsskabende kapitalisme. Måske ligger der i den teknologiske optimisme, de alligevel synes at nære, et udtryk for et nyt ungdomsoprør. Denne årgangs gymnasietid havde jo fra første færd været præget af en teknologi, der satte dem fri til at tænke selv uden at være slaver af en lærers vidensmonopol. Der, midt imellem gaming, sociale medier og indkøb af tøj, havde de in actu kunne sidde og faktatjekke undervisningen og finde alternative fortællinger til det, professorvældet formidlede. Alt sammen takket være nettets frie adgang til information.


Siden var de blevet forkælede med endnu et stykke amerikansk vidensteknologi: en sprogmodel eller personal assistant, der ikke blot gav dem information, men som også formulerede den for dem som viden. Mon den hjælper dem til at finde deres egen indre stemme og forstærker deres kreativitet? I så fald ser vi måske kimen til en virkelig industriel revolution i den generation, der nu  har vendt skolen ryggen og er draget frigjorte ud i verden.


Litteratur:

O’Mara, Margaret: The Code, Silicon Valley and the remaking of America 2019?

Lee Vinsel: What Was The New Economy, 2022

Nicholas Short: The Politics of the American Knowledge Economy, 2022


Kilder:

Apple-annonce: Bicycle for the Mind, Wall Street Journal, 1980

Peter Drucker: The Rise of the Knowledge Sociuety, (interview) i The Wilson Quarterly, 1993: https://www.scribd.com/document/693676140/drucker-peter-the-rise-of-the-knowledge-society-1993-spring 

Google Mission statement, 2003: https://perma.cc/G865-BALX 

 
 
bottom of page